SOMMERHILSEN FRA BLOMKÅLSMARKERNE.

Af Peter H. Thomsen

Midt på gårdspladsen står et smukt kastanjetræ. Et par meter oppe deler stammen sig i fire mod hver sit verdenshjørne. Pladsen deroppe er for snæver til en hule, men stor nok som udkigspost til det barndomsland, som er mit: Ti tønder land. Seks rektangulære felter indrammet af læbælter. Det ene med bygninger, de fem med grøntsager og blomster på friland – krysantemum og tulipaner til fremavl. Mod syd ligger pakrummet og de kalkstænkede drivhuse med tomater, agurker, begonia og bourgonvilla. I baggrunden anes de skovklædte bakker i Lundby Krat, Alsbjerget og Risbjerget. Mod vest ligger laden og stalden, blomkålsmarkerne, kirken i Sønder Tranders og mod nordvest metropolen Ålborg, hvis fysiske udvikling trænger sig stadig mere faretruende på. Mod nord ligger stuehuset, den lille have, vejen og på den anden side Postgården med kastanjeallé hvorigennem man skimter den prominente opkørsel foran trappen til hovedbygningen. Mod øst er der en vidtstrakt udsigt over kærene med korn, roemarker og græsfolde til malkekøerne. Små broer ved hver gård leder markvejene over landbækken og længst ude ligger åen og jernbanen hvor ”Hadsund-Peter” med mellemrum klaprer forbi. Forrest – ved kastanjetræets fod - ligger bænkpladsen med hvidkalkede mistbænkvinduer stablet for enden af store trærammer med udplantningsplanter.

I højsæsonen er der travlt. Og der er meget, der skal gøres. Hver dag skal der skæres blomkål, spidskål og sommerhvidkål. Der skal plukkes tomater og agurker. Der skal luges, hakkes, vandes, knibes, bindes op, radrenses, gødes, sprøjtes, knivharves, pløjes, harves langsgang og skrågang, fræses, slæbes, tages planter op, sorteres, laves jordblandinger, pottes og udplantes. Om eftermiddagen skal der pakkes, mærkes, læsses og køres på auktion. Der skal ryddes op og vedligeholdes. Endelig skal der bogføres og laves regnskab.

Altid hænderne fulde. Altid tempo.

Meget arbejde kræver stort folkehold. To svende og en elev, ung pige i huset, to – tre lugekoner, studentermedhjælp i sommerferien og skoleunger ad libitum. Og familien – ikke at forglemme. Hele familien hjælper til. Far leder slagets gang med kyndigt overblik og myndig kraft. Godt humør, muntre bemærkninger og ros for veludført gerning veksles med mellemrum til lodrette skideballer, hvis betydning ikke er til at misforstå. Så retter man ind. Eller flyr af pladsen. Der er ingen mellemvej. Mor arbejder med i marken og i pakrummet, men holder huset ved siden af. Farmor hjælper til, når det kniber. Hun laver mad og vasker tøj. Farfar kommer på sin knallert efter endt arbejdsdag på KFK i Ålborg og i weekenderne. Han er familiens handyman og laver alverdens ting: Maler, kalker, støber, murer, sliber, reparerer og vedligeholder. Mormor, der har født ni børn, gør rent hos flere af byens prominente fruer. Ved siden af passer hun frivilligt og ulønnet et par ældre koner, men finder alligevel tid og energi til at give et nap med på gartneriet, når det kniber med at følge med ukrudtet i marken, eller når der skal gøres hovedrent i huset. Morfar, der er slagter, kommer når der skal slagtes og parteres gris, vendes tarme på strygestålet, laves blodpølse og medisterpølse og hvad der ellers hører til af herligheder.

Onkel Thorkil og moster Gerda fra Gistrup kommer, når der skal plantes med maskine. For der skal syv til at betjene den. Tante Else er der næsten altid. Hun er et sandt jern både ude og inde. Hun er også husets frisør og går desuden til hånde ved de hyppige gæstebud.

Om sommeren starter dagen klokken seks. Der skal skæres blomkål. Mange blomkål. Min far har slebet knivene, som min farfar har lavet med riflede gummihåndtag – så store som macheter. Vi begiver os til marken iført langskæftede gummistøvler og overtræksbukser for de lange blomkålsblade er endnu våde af morgenduggen. Så går vi –foroverbøjede - række op og række ned. To rækker ad gangen. Vi knækker blade og tildækker de hoveder, der endnu ikke er store nok, så de ikke bliver gulnede af solen og kommer i tredje sortering. Der er to til at skære og en til at bære. Bæreren har en sæk om halsen, som han spænder ud mellem armene og samler på denne måde de afskårne kålhoveder. Han slæber så mange han kan ad gangen og lægger dem i bunker langs køresporet. Derpå køres de hjem på gummivogn trukket af den orange Allis Chalmers. I pakrummet pudses de af, sorteres og pakkes i trækasser med blade i bunden - ni, tolv eller femten i hver efter størrelse og kvalitet. Så stables kasserne og mærkes med sedler. Til sidst stilles kasserne ud til spuling og vask. Sidst på eftermiddagen læsses de på lastbilen og køres til auktionshallen i Ålborg.

Blomkålene er hovedbeskæftigelsen hver dag til frosten tager de sidste i november.

Hårdt arbejde kræver mad på bordet. Når rådhusklokkerne lyder på slaget tolv sætter vi os til bordet i det lille køkken. Bordet bliver vendt om, så vi bedre kan være der. Når vi er mange tages ekstra taburetter i brug og mor sidder ved klappen omme bag ved. Det hænder også at vi rykker udenfor under kastanjetræets skyggefulde krone. Vi får varm mad hver middag. Altid to retter – solid gammeldags mad. Kød eller fisk og kartofler. Som regel frugtgrød til dessert. Er det noget med suppe accepteres det kun, hvis der udloves pandekager eller æbleskiver til dessert eller til eftermiddagskaffen. Så skal der soves til middag en halv times tid. Der er som regel både en elev og en pige på kost og logi. Og hele folkeholdet skal have både formiddags- og eftermiddagskaffe hver dag. Der bages store solide franskbrød og braddepander fulde med kage. Posten og mælkemanden kommer hver dag. De drikker også kaffe. En gang om ugen kommer fiskemanden og bageren fra Gistrup. Der kommer også en bil med øl og sodavand. Tre røvere fra Rold – drikker sodavand fra Skjold….Der er altid et væld af mennesker. Håndværkere, konsulenter, forsikrings- eller regnskabsfolk. Altid behandles de ordentligt og gæstfrit. Altid er der kaffe på kanden og mad på bordet.

Der er også tid til fornøjelser. I middagspausen går der bud til fru Nielsen i mælkeudsalget. En is koster 25 øre, salmiakstænger 10 øre og er man på spanden kan man få pinociokugler til 1 øre.. En gang imellem munder arbejdsdagen ud i vilde vandkampe hvor alle midler tages i brug. Så går den vilde jagt og der er mange gode steder til bagholdsangreb. Det sikreste våben er at bemægtige sig en af de store markslanger. Der er fuldt tryk på vandet og man væltes næsten omkuld af sådan en stråle. Onkel Jens har fået fjernsyn og det hænder vi inviteres til pladeparade med Otto Leisner eller melodigrandprix. Da kusine Grethe og Per får fjernsyn samles det halve af byen omkring det lille 17-tommers, der er placeret helt oppe under loftet i et hjørne af stuen. Forestillingen indledes med den højtidelige eurovisionsfanfare hvorefter Puskas, De Stefano og de andre stjerner fra Real Madrid disker op med sande tryllerier. Bagefter får vi kaffe og rullepølsemadder med sky, mens slagter Hansen og onkel Ejner, der har en lille ejendom og kører mælketur i Frydendal, højlydt diskuterer kampens detaljer.

Engang blev Sønder Tranders kaldt for Ålborgs spisekammer på grund af de mange gartnerier, der dagligt leverede friske grøntsager til byen. Men en dag blev de små familiebrug indhentet af noget, der i folkemunde hedder udviklingen. Oliekrisen i halvfjerdserne hjalp godt til. Og nogle alvorlige storme. Men konkurrencen på et globaliseret marked gjorde det i længden umuligt i et energi- og arbejdskraftkrævende erhverv som gartneriet. Nu er der ingen gartnerier tilbage. Der er heller ingen malkekøer, ingen forretninger, ingen skole. I dag er gartnerierne jævnet med jorden. De fleste af gårdene nedlagt. Skolerne solgt. Brugsen er lavet i ejerlejligheder. Husene er opkøbt af byfolk og renoveret til ukendelighed og handlet til priser, der hører hjemme på en anden planet. Kun den brostensbelagte bygade vidner om noget, der var engang. Til gengæld kan man få billige grøntsager fra Spanien, hvor arbejdet for en stor del udføres af illegale nordafrikanske emigranter. Globalisering kaldes det. Byudviklingen er nu nået helt ud: Gigantium, Universitetscentret, Amtsgården, Nordjyske Stiftstidende, Føtex, industrivirksomheder og boligkvarterer. På min fars blomkålsmark ligger nu en rundkørsel og på skiltet står der: Alfred Nobels vej. Og: Selma Lagerløfs vej. Ærlig talt: Hvad laver de her? Var blomkål måske deres livret? Og hvilke skrivebordsakrobater bestemmer i øvrigt, hvad lokaliteter skal hedde? Skylder man ikke historien og den lokale befolkning en smule respekt?

Så meget er forandret. Men kirken står endnu. På kirkegården ligger mange af de brave folk. Min nærmeste familie hvoraf de fleste boede og levede deres liv her og gjorde den til en velkendt og tryg ramme om mit barndomsliv er stedt til hvile her. Gamle lærere, naboer og gartnerne ligger her også. I mange år var det min far, der passede familiegravstedet. Nu er det min tur. Som en bekendt sagde, en dag jeg mødte ham på kirkegården, mens han eftertænksomt lagde sin hånd på min skulder: ”Ja, vi rykker jo frem i rækkerne…” Og det er sandt. Så selv om jeg håber, at jeg har en del  gode somre tilbage endnu, så føler jeg mig hjemme her.

Kirken står. Og kastanjetræet.

Når jeg kører forbi, må jeg lige stoppe op og røre ved det. Et par linier af Aakjærs strejfer mig:

”Din egen dag er kort, men slægtens lang,

læg øret ydmygt til dens rod forneden.

Årtusind toner op i gråd og sang,

mens toppen suser imod evigheden!”

Dette beskedne stykke jord gav udkomme til en hel familie og adskillige andre ansatte og folk i følgeerhverv. I dag ligger jorden brak og venter på en ny skæbne.

På plehjemmet i Kongerslev bor min demente mor på fjerde år. I lyse stunder mindes hun de travle sommerdage på gartneriet. Sommetider spørger hun: Hvor længe skal jeg være her? Hvornår skal jeg hjem? Jeg har jo slet ikke tid til at være her…