Ole hvem?

Om ham selv...


Ole Finn Rap!!


Med de fra barns ben tildelte kreative gaver og med de som ung fløs i 60’erne egne og tilranede visioner har jeg på livets forestilling altid haft fat i den forunderlige - ja, under-fundige verden udtrykt i tegnerier, akvareller, skilderier, grafisk arbejde…etc. Men, -  som á lá H.C. – (ol’ man udi historieskrivningen) er tiden, hvor så grueligt mange grumme foreteelser i småborgerligt virke åbenbart skal afprøves og gennemleves, nu overstået… - så i tidens ånd, hvor alt lige fra en babys første prut til gårsdagens frikadeller kan præsenteres på

world-wide-web således nu et med fint latin benævnt curriculum vitae over Ole Finn.


Da der i historien altid har været en 3 - 4 x Ole i skoleklassen m.m. har Ole Finn, der jo se’fø’li’ også bærer rundt på det allerede verdensberømte/berygtede efternavn Andersen, været det foretrukne. Et ofte af andre tilføjet navnetræk Rap er sikkert afledt af det nævnte ANDersen…(?)


En skoletid afsluttedes med en HF-eksamen fra Aalborghus Statsgymnasium. Herefter kortere forsøg på en universitetsuddannelse og et par år i det sønderjyske med en læreruddannelse for øje på Nordens ældste seminarium i den i marsken ellers pragtfulde grænseby – Tønder.   


Yderligere er min baggrund i det pulserende erhvervsliv en uddannelse i tidernes morgen som dekorations/skiltemaler i dag - skiltetekniker.

Samtidigt med et job i offentligt regi startede i 1982 mit alternative bud på support/reklame Finn’s / Kreativt Værksted.

En i 2003 daværende spritny uddannelse i den digitale verden som designteknolog afsluttedes sideløbende i 2005.

Efter 19 år som udfarende jobkonsulent i det offentlige fortsatte Kreativt Værksted med en mangfoldighed af yderst forskelligartede opgaver i endnu 10 år.


Autodidakt? – jo, såmænd, men gennem tiden betragtelige input fra den lokale maler og tegner Carlo Wognsen og ligeledes Canada-Åge P. fra STS. Med et utal af spændende og kreative dekorationsopgaver var en tidlig årrække som teatermaler på Aalborg Teater sammen med Max Gjedde yderst lærerige.